søndag den 20. januar 2013

Restaurant Schønnemann


I januar måned bør man forkæle sig selv. Mens andre sparer og brokker sig over kulden, tager jeg en anden tilgang. Jeg gør noget godt for mig selv, nemlig at spise en masse god mad og får yderligere sneget et par ugentlige løbeture ind i månedes program, og så ser det hele lidt lysere ud.

Forkælelsen faldt denne gang på Restaurant Schønnemann på Hauser Plads, tæt på Købmagergade i København. Jeg var denne gang flankeret af fire kollegaer (én kom dog for sent, det var ham fra Fyn) der skulle nyde en god frokost, på en solbeskinnet, men bidende kold onsdag.

Schønnemann ligger under stueplan, så man skal således gå et par trin ned for at komme ned i de pæne og klassiske lokaler. Vi blev mødt af en stor klump gæster der alle forsøgte at enten tage deres overtøj af eller på, på en plads på omkring 2 m2 lige inden for døren. Vi var ikke de eneste der havde fundet vinterfrakkerne frem denne dag.

Efter frakke-ræset, gik vi ind i restauranten der består af en lang bar, med alskens gode sager til ganen, bl.a. et stort udvalg af snaps. På væggene og langs baren hænger der rammer med udklip af anmeldelser af restauranten fra nær og fjern. Jeg kan godt lide tankegangen, med at vise man er værdsat. Samtidig lægger man mærke til det knaser en anelse under ens fødder. Det er fordi der ligger et tyndt lag sand på gulvet, og sådan har det efter sigende altid været.

Vi satte os ved vores reserverede bord i den helt fyldte restaurant. Schønnemann har stort set altid hele restauranten reserveret, så det er en overordentlig god ide at ringe og melde sin ankomst i forvejen.
Da fynboen var forsinket valgte vi andre at bestille. Til start fik én serveret kartoffelmad med bacon, én fik æg med rejer mens vi var to der valgte Linjeaquavit sild, der er sild marineret i Linje Aquavit med citrus og kommen. 
Sild med fennikel og dild


Vi blev opmærksomt spurgt om vi ønskede snaps til sild og kartofler. Men da vi endnu engang var ude og føjte på en arbejdsdag, og skulle tilbage til kontoret, måtte vi pænt holde os til de alkoholfrie varer.


Sildemaden var belagt med rigeligt antal sildefileter og pyntet med løg og meget fine flager af fennikel. Smagen fra aquaviten trængte ikke rigtigt igennem, men smagen af marineret sild fejlede bestemt ikke noget. Den medfølgende fennikel gav en god kontrast til det marinerede.

Kartoffelmaden blev serveret med rigelige mængder af naturens bedste krydderi, nemlig bacon.
Æggemaden med rejer, blev serveret med æggene skåret i både, belagt med mayonaise og en fin mængde fine kvalitetsrejer. 



Kartoffelmad med bacon
Æg og rejer










Alt i alt en rigtig fin start. I mellemtiden var den femte mand dukket op, og tjeneren spurgte om vi andre ønskede at vente på at han spiste sit første valg, så vi alle fem kunne nyde anden servering sammen. Vi valgte den løsning og min kollega fik derefter sin kartoffelmad serveret med en stor mængde rygeost, mens vi andre kunne hygge os lidt.
Fynboen blev færdig og vi var nu klar til anden ret, der blev serveret med det samme. Min kollega og jeg valgte en af deres otte(!) forskellige tartar-versioner, nemlig Slagter Jens’ Rørt Tartar, der er tartar rørt med Braastad XO cognac, diverste krydderurter, kapers mv. Til tartaren serveres lunt stegt og sprødt rugbrød med en fantastisk smag. På bordet kom også frisk hjemmebagt rugbrød. Tartaren blev serveret på tallerken med en medfølgende æggeblomme, hvorefter man selv valgte brød.
Tartar med tabt æggeblomme :)


De resterende valgte alle tre at tage mørbradbøffen med svampe. Her blev der serveret en lækker varm og gyldenbrun mørbradbøf, med en separat skål på tallerkenen med svampe al’a creme, og derudover persillefrites. Også her vælger man selv brødet (hvor det friske brød måske egentlig blev serveret til netop mørbraden?)
Mørbrad med svampe

Schønnemann leverede varen. Det er med beklagelse jeg ikke kan fortælle meget om deres snaps-udvalg men jeg kan da nævne at de tilbyder mere end 90 forskellige. Derudover er der et rigt udvalg af øl, bl.a. fra Jacobsen, men også New York Lager og Ravnsborg Rød og Bombay Pale Ale samt andre gode øl fra Nørrebros Bryghus.



View Larger Map

Restaurant Schønnemann
Hauser Plads 16
1127 Kbh K

Tlf. 33 12 07 85

fredag den 11. januar 2013

Restaurant Told & Snaps



I torsdags havde jeg fornøjelsen af at besøge Told & Snaps, der er beliggende i Toldbodgade, lige ved Nyhavn.  Her har restauranten ligget siden 2000, først på den ene side af gaden, dernæst i lånte lokaler på den anden side af gaden grundet en vandskade, og nu er de igen tilbage i de oprindelige lokaler i kælderen ved nr. 2.



Denne gang  var jeg så heldig, at jeg var blevet inviteret ud af en leverandør, og vi havde egentlig sat os for at spise på en af byens andre smørrebrødsrestauranter.  Desværre var der her gået noget galt med bestillingen af bordet (vi nævner ingen navne), så min vært ringede fluks til Told og Snaps, der gerne ville redde vores frokost. Hvis vi kom inden for 20 min kunne de love os et bord.
Da de som sagt ventede os, stod der er et bord til to klar da vi ankom.

Kælderlokalet er indrettet med klassisk møblement, men fremstår både lyst og indbydende. Man føler bestemt ikke man sidder i en kælder her. Det mest bemærkelsesværdige, er dog de mange billeder af den danske Kongefamilie, der hænger i rammer rundt omkring på de hvide vægge. Både af de nulevende og af dem der er gået bort. En opmærksom tjener var da også lige over at rette på Dronning Ingrid, der eftersigende hang skævt. ”Ordnung muss sein”, som vi siger i min tyske del af familien


Vi fik et bord ved siden af baren, og fik smørrebrødssedlerne udleveret. Told & Snaps har et rigt udvalg fra Det traditionsrige Danske Smørrebrødsbord.  Der er intet mindre end 41 forskellige stykker på kortet.
Den venlige betjening spurgte straks om vores ønsker inden for drikkevarerne, og gjorde os opmærksom på at de netop havde fået specialøl fra mikrobryggeriet Braunstein
 Min kollega fik en Braunstein Dark Lager der er en traditionel Münchener  øl,  og jeg selv valgte en Braunstein Pilsner. Friske og rige øl, som er en dejlig nyhed hos Told & Snaps. Og det er sagt uden at tale dårligt om deres tidligere leverandør, Nørrebros Bryghus, der også laver fantastisk bryg.
Men vi kom jo trods alt for at spise, og tjeneren fortalte os om dagens specialitet, der var krebsehaler i en chililage af en art. Vi valgte pænt at holde os til de mere traditionelle madder på kortet, så til at starte med, bestilte vi hhv. en gang lun hjemmelavet leverpostej og jeg fik en mad med æg og grønlandske rejer.
Lige efter mit hoved, blev vi med det samme spurgt om hvilken snaps vi ønskede (ikke OM vi ønskede snaps), men til stor fortrydelse måtte vi denne gang springe over, da vi begge skulle tilbage på arbejde efter endt frokost. Det var ærgeligt, for Told & Snaps eksperimenterer med- og laver deres egne snaps, så man kan næsten altid finde noget der vækker ens interesse, også selvom man normalt ikke er til snaps.


Leverpostejen serveres i en lille skål og med tilbehør ved siden, såsom bacon og champignon, og jeg fik en yderst flot anrettet ægge/rejemad, der dog godt kunne ønske en anelse flere rejer, men måske er det bare mig der er grådig. Rejerne var virkeligt lækre, og med godt ’bid’ og en god smag. Min kollega har en ting for chili, så smilet var bredt da han spurgte betjeningen om chili til sin leverpostej. Den søde tjener gjorde opmærksom på  at vi kunne få det som vi ville have det, og kom kort efter ind med en lille tallerken med friskhakket chili. Efter æg, rejer, chili og leverpostej gik vi til mad nr. to, som for vores begges vedkommende bestod af roastbeef med stegte løg og hjemmerørt remoulade.

De hjemmestegte løg er et kapitel for sig selv i form af smagsoplevelsen. Perfekt stegte, sprøde og med super smag. Spørgsmålet er om de kunne lave en ”Stegte løg” mad, uden noget andet...

Der blev serveret en ny opfyldning af frisk chili, så min ledsager kunne klare sig igennem sin roastbeef. På roastbeefen lå der rigelige mængder af friskrevet peberrod, med god og skarp smag. Absolut ingen peberrod fra dåse eller pose her. Remouladen var også smagfuld og fyldig, og med store ’chunks’ i, der gør den noget grovere end den sløje fra tube, der vel næsten ikke kan karaktiriseres som remo, når man har prøvet en ordentlig hjemmelavet.


Alt i alt en noget nær perfekt frokost. Først den fantastiske service, der gjorde vi kunne få et bord med 20 minutters varsel, men derudover var vi meget begejstrede for den søde op opmærksomme betjening og naturligvis den fantastiske mad.



_________________

Told & Snaps var forresten repræsenteret da jeg var til DM i julesild på Hotel og Restaurationsskolen tilbage i november 2012. Et lille blogindlæg om dette kommer snart på siden, men indtil da kan man se et par billeder fra arrangementet her:
Her er Told & Snaps bidrag til konkurrencen




Præmieoverrækkelse




Fra tidligere besøg på Told & Snaps i november 2012, er der her billeder af deres Christiansø sild med løg samt hønsesalat med asparges.







View Larger Map

Told & Snaps

Toldbodgade 2, 1253 Kbh K.
Tlf: 33 93 83 85



Billeder i dette indlæg er taget af mig og lånt fra http://www.toldogsnaps.dk